H26-505-F: DGI After Rep Rytme - SÆRSKILT TILMELDING - Rateopkrævning

Alder: 27-75 år (fødselsår 1951-1999)
Pris: 1.400,00 DKK
Instruktør:
Pia Sandfeld Melcher

    Sæson 2026/2027

    Betaling

    Via Dankort eller internationalt kreditkort & MobilePay Online

Aktivitet:

SÆRSKILT TILMELDING

KBH AfterRep er for dig, der har lyst til sjove og svedige træninger med god gymnastik og skønt fællesskab. Vi prioriterer det gymnastiske niveau højt, og igennem sæsonen arbejder vi på at få skabt et spændende og seværdigt opvisningsprogram, som vi alle er stolte af at gå på gulvet med. KBH Afterrep er et hold, hvor vi tilvælger gymnastikken, men hvor der også er plads til livets andre gøremål.

Træninger
Vi træner hver tirsdag i to timer og har derudover to ekstratræninger à 4 timers varighed i løbet af sæsonen – en i løbet af efteråret og en vinter/tidlig forår.

Til træningerne vil der være fokus på grundtræning og teknik, men vi skal også udforske og eksperimentere med nye bevægelser. Hver træning slutter af med en sekvens med styrke og puls, hvor vi får sved på panden – og måske ømme muskler dagen efter.

Opvisningsprogram
Opvisningsprogrammet vil bestå af tre serier lavet af eksterne koreografer – se nedenfor – som hver især deltager i et par træninger for at lære os serierne. Derudover skal vi i fællesskab arbejde med en serie, der tager udgangspunkt i forskellige gymnastiske momenter (pivot’er, balancer etc.) samt akrobatiske elementer (håndstand, vejrmølle, pararbejde etc.). Disse fire serier skal tilsammen danne rammen om et fedt og alsidigt opvisningsprogram.

Forventninger
Holdet er for rutinerede gymnaster, og der er en forventning til, at man tidligere har gået på Rep, Mini Rep, eller hold med lignende niveau.

Vi forventer, at gymnasterne møder stabilt op til træninger og engagerer sig i holdet ved at deltage i forskellige udvalg (fx socialudvalg, opvisningsudvalg, festudvalg osv.). Det er afgørende, at man prioriterer deltagelse i opvisningerne.

Som gymnast på et landsdelshold forventes det endvidere, at man bidrager med praktiske opgaver i forbindelse med DGI Storkøbenhavns opvisninger. Alle gymnaster kommer til at have minimum én opgave til en opvisning i løbet af sæsonen.

Vi forventer at deltage i 6-8 opvisninger – herunder Stenbrostævnet, AfterRep-stævnet, ODK’s lokalopvisning og DGI Storkøbenhavns opvisninger (Forårsstævne, Sommerstævne), evt. Tivoli (Kr.Himmelfarts Dag).

Fortræninger
De 2 første træninger i september (1. september og 8. september) er fortræninger. Herefter sættes holdet, og 1. rate af kontingentet opkræves (se nedenfor). Der er som udgangspunkt ikke udtagelse.

Aldersgrænse:

Minimum 27 år.


Pris og Tilmelding:

Holdet koster som udgangspunkt 2775 kr., men den endelige pris kan afhænge af antal deltagere på holdet.

Kontingentet opkræves i 2 rater. 1.rate på 1400 kr. opkræves, når holdet er sat midt september, og 2. rate opkræves 1. november – og kan som nævnt justeres afhængig af det endelig antal gymnaster på holdet.

Derudover betales der i løbet af året til stævner og evt. sociale arrangementer.

Vigtige datoer:

● 1. september 2026: 1. prøvetræning
● 8. september: 2. prøvetræning
● 15. november 2026: Ekstra træning - tid og sted oplyses senere
● 17. november 2026: LDH Julearrangement på Frederiksberg Gymnasium 17.30-19.30
● November 2026: ODK Voksenfest
● 17. januar 2027: Ekstra træning - tid og sted oplyses senere
● 23. januar 2027: Stenbrostævne
● 27. februar 2027: DGI Forårsstævne
● Uge 11 2027: muligvis LDH- forårsarrangement
● 9-11. april 2027: AfterRep Stævne
● 24. april 2027: ODK Lokalopvisning

Andre opvisninger meldes ud så snart datoerne kendes.



Træner & gæstetrænere

Træner: Pia Sandfeld Melcher

Gæstetrænere: Christina Meyer, Caroline Greve Grønhøj & Trine Sønderholm Larsen

Holdleder: Therese Stenderup - stenderup@hotmail.com

Lidt om trænerne:

Pia Sandfeld Melcher er instruktør og vil have det primære ansvar for træninger og opvisningsprogram.

Jeg er født, opvokset og har boet hele mit liv på Frederiksberg (København). Jeg har været aktiv i ODK, siden jeg var 7 år og sidder også i ODK’s bestyrelse. Jeg er (oprindelig) springgymnast og har både lavet opvisningsgymnastik (på lokalforeningshold samt fælles-, aspirant- og rep-hold i DGI Storkøbenhavn) og konkurrencegymnastik (team gym). De sidste 4 år har jeg gået på afterrep-hold. Jeg har været instruktør i rigtig mange år på alle slags gymnastikhold – primært i ODK samt DGI Storkøbenhavn og bl.a. på landsstævneholdet i 2002. Derudover har jeg mere end 25 år undervisningserfaring fra idrætsuddannelsen på Københavns Universitet, hvor jeg har undervist i bl.a. redskabsgymnastik, anatomi og biomekanik.


Christina Meyer
Jeg har de seneste år være aktiv i Storkøbenhavn som træner på DGI Storkøbenhavns miniREP og på PI Elite. Oprindeligt er jeg fra Vestjylland, hvor jeg gennem tiden har gået på diverse REPhold og elitehold. Derudover var jeg i mine sabbatår gymnastik- og danselærer på en gymnastikefterskole, og jeg elsker derfor at undervise. Jeg er rytmegymnast ind til benet, så du kan derfor forvente en masse sving og grundteknik med mig, når jeg kommer og er gæstetræner.

Caroline Greve Grønhøj
Jeg har lavet gymnastik hele mit liv, først som springgymnast og senere dans og rytme på diverse øvede hold, Rep.hold og AfterRep.hold i Midt- og Nordjylland samt København. Sideløbende har jeg været instruktør på forskellige lokalforenings- og landsdelshold samt undervist i house og hiphop. De seneste 5-6 sæsoner har jeg været hhv. gymnast og instruktør på KBH AfterRep. Jeg elsker bevægelse over gulv, sved på panden og at skrue musikken op og give den gas med forskellige dansestilarter

Trine Sønderholm Larsen
Jeg er højskolelærer på 20. år med gymnastik, yoga og bevægelse generelt som omdrejningspunkt. Jeg har lavet gymnastik så længe, jeg kan huske og har gennem årene undervist både elitehold, rep.hold, konkurrencehold, afterrephold og foreningshold både i København og på Fyn. Jeg ELSKER totalbevægelser, flow og dét at sanse, erkende og lære HVOR i kroppen bevægelser strømmer fra og til. Funktion frem for form… vi skal MÆRKE at vi bevæger os. Jeg bor på Sydfyn i et gammelt mejeri, hvor jeg fra min stue går ind i mit eget yogastudie.

Holdleder:
Therese Stenderup er holdleder og vil blandt andet holde styr på kontingent, tilmeldinger etc.


Både Pia og Therese vil deltage som gymnaster på holdet




Periode:

1. september 2026 til 27. april 2026.
Enkelte træninger vil – pga. aflysninger på Frederiksberg Gymnasium – være i andre haller eller sale fortrinsvis på Frederiksberg eller tæt på.
Der er IKKE træning i skolernes ferier (efterårsferie i uge 42, juleferie i uge 52+53, vinterferie i uge 7 samt påskeferie i uge 12).
I maj og juni træner vi enkelte gange - sandsynligvis et andet sted end Frederiksberg Gymnasium (som har skriftlige eksamener i hallen) – for at være klar til opvisningerne i Tivoli og Sommerstævnet.

Udsolgt